De første mange år var der med hans egne ord ikke mange, der lyttede, når islandske Jón Águst Thorsteinsson talte om maritime it-løsninger, der betød mindre energiforbrug og dermed også mindre miljøbelastning.
Det har dog ændret sig markant de senere år.
Siden 2014 har han stået i spidsen for familievirksomheden Klappir, der udvikler og markedsfører grønne it-systemer i mere bred forstand. I dag er så godt som hele den islandske industri dækket af Klappirs it-infrastruktur til miljørapportering. Virksomheden er også godt i gang med at etablere sig i Danmark, derefter følger resten af Norden og siden hele verden, siger han.
Men det hele startede med virksomheden Marorka, som han grundlagde i 2002. Med tilsammen 1,2 millioner kroner i støttepenge fra NORA udviklede virksomheden over tre år den it-baserede energioptimeringsløsning Maren. Med systemet kunne brændstofforbruget reduceres med 12 procent for fiskeskibe og 10 procent for større handelsskibe.
For dette og andre energistyringssystemer til skibsfarten vandt Marorka Nordisk Råds miljøpris i 2008.
NORAs støtte og den senere miljøpris har været afgørende for Marorkas og senere Klappirs succes, har Jón Águst Thorsteinsson, grundlægger af begge virksomheder, selv udtalt.